For anden gang i træk stod Kevin Rossel som den store sejrherre, og dermed sidder han tungt på førstepladsen i Super GT efter to afdelinger.

Feltet i Super GT er til at kende for tiden, for det bliver som regel ført an af bil nummer 60 fra Team Flexlease.nu/Strøjer Tegl. I den sidder Kevin Rossel, og efter 89 point i åbningsløbet, fulgte han op med 87 pinde mere til regnskabet, da der blev kørt sæsonens anden afdeling på Ring Djursland. Det giver selvsagt en solid føring, og smilet var da også bredt hos Kevin Rossel efter endnu en sejr.

– Vi kan vist kun være tilfredse med to sejre af to mulige, og det er bare lidt sjovere at komme på arbejde dagen efter en sejr. Så er der ikke behov for at komme med dårlige undskyldninger, lyder det med et grin fra Kevin Rossel, som blev presset hårdt i finalen, men holdt føringen hele vejen hjem, mens teamkammerat Christian Sørensen blev nummer tre.

– Vi viser vore styrke som hold, og selvom vi stadig er ved at lære hinanden at kende, så er det tydeligt, at vi angriber tingene på den rigtige måde. Vi koncentrerer os om at tage et heat ad gangen, og selvom jeg er kommet godt foran efter de to første afdelinger, så skal vi blive ved med det. Der skal hele tiden sættes point ind, for alle vil selvfølgelig gerne slå os nu, og konkurrencen bliver heller ikke mindre i de kommende runder, fastslår Kevin Rossel, der med en samlet score på 176 point har fået en drømmestart på sit nye team.

– Det havde jeg alligevel ikke regnet med, selvom vi hele tiden har gået efter at være med fremme. Jeg ville nok egentlig også gerne have solgt den i dag for at være den, der kom herfra med flest point, men det er altid fedt at vinde finalen, og alle sejre luner. Når vi er to mand på podiet, så er det svært at være utilfreds med ret meget, slutter Kevin Rossel, som inden næste afdeling på Jyllandsringen har distanceret nærmeste konkurrent med 35 point.