Nye indlæg

 

Kevin Rossel efter Eau Rouge på Spa: Sjovt, vildt og meget smertefuldt!

10-06-2015
Drømmen om Le Mans i 2019 er steget betydeligt efter weekendens dramatiske løb på Spa-banen i Belgien. Det blev en weekend, hvor Kevin Rossel for alvor fik vist sit potentiale. Men også en weekend, der understregede at erfaring og tålmodighed er dyder, den unge racerkører roligt kan arbejde videre med.

Eau Rouge svinget på Spa banen har gennem årene voldt adskillige top professionelle kørere store vanskeligheder. Selv fortæller Kevin Rossel om sin oplevelse med netop Eau Rouge: ” Det er det sjoveste og mest vilde sving jeg har prøvet i hele min karriere. Jeg følte egentlig under fredagens træning og i de 2 første afdelinger, at jeg virkelig havde styr på det sving. Det er stedet hvor man kan vinde sekunder fra konkurrenterne. Og det er også stedet hvor man kan sætte alt over styr på et splitsekund.”

Og det var lige netop hvad der skete for Kevin Rossel. I søndagens finale var Kevin Rossel netop nået op til Johan Jokinen med en speed, der var klart hurtigere end den erfarne københavners. Jokinen stod pludselig lidt på tværs af banen og Kevin Rossel måtte med en refleksredning undgå en kollision. Desværre betød det, at han spandt af banen med over 200 km/t og direkte ind i hegnet. Resultatet blev en ødelagt bagende og en meget lang tur hjem til pitten, hvor det bare kunne konstateres at det var fyraften.

Bagefter kunne Kevin Rossel dog brøste sig af en fantastisk weekend. ”Set i bakspejlet skulle jeg nok have været mere tålmodig og ventet med angrebet på Jokinen. Der var masser af tid, men jeg ville med op til de 2 forreste og kæmpe om førstepladsen. Derfor var det i bogstavelig forstand ekstra smertefuldt, at det netop var i Eau Rouge, at det hele glippede til sidst, fortæller en lidt ærgerlig Kevin Rossel.

Det havde ellers været en weekend med masser af opmuntring. 1. og 2. afdeling gav placeringer som henholdsvis 4 og 3. Specielt 2. afdeling gav den unge kører virkelig tro på fremtiden. Lidt starttumult havde ellers sendt Kevin Rossel ned på en 9. plads men på de efterfølgende omgange kørte han sig op på en flot 3. plads. 6 overhalinger på den 7 km lange bane er ikke hverdagskost.

Specielt overhalingen af Michel Nykjær gør den unge østjyde stolt. ”Det er da en dejlig skalp at få. Michel Nykjær er altså ikke hr. ”hvem som helst”. Det er en world wide kører, der aldrig giver noget ved dørene. Det var bare en fed oplevelse, slutter en let forslået Kevin Rossel, der virkelig føler, at han med weekendens løb er ved at være klar til større internationale opgaver. Målet med Le Mans står stadig ved magt.

Næste afdeling af Danish Supertourisme køres den 21. juni på Ring Djursland
 
 
Kevin Rossel gik efter en topplacering på Spa banen, men måtte udgå efter en afkørsel i det berømte Eau Rouge sving.

Kategori: 2015 nyheder
 
Kevin Rossel Motorsport | Aksel Nielsensvej 6, 7140 Stouby - Danmark | Tlf.: +4524872211